Jeg kunne ikke længere kende mig selv. Her er, hvad der hjalp
Alex, 40, et halvt år senere.
Det var, som om livet langsomt falmede bort.
En morgen lagde jeg mærke til, at jeg ikke længere smilede af mit barns latter på samme måde. En anden dag gik det op for mig, at jeg ikke havde lyttet til musik i flere uger. Ikke fordi jeg ikke ville. Jeg havde bare glemt, at det fandtes.
Jeg var holdt op med at ringe til venner. Holdt op med at glæde mig til ferier. Holdt op med at glæde mig til noget som helst.
Det var ikke sorg. Ikke engang træthed. Det var, som om nogen havde skruet ned for lyden i hele mit liv.
Hvis du læser det her, ved du måske præcis, hvad jeg mener.
Jeg prøvede alt
Jeg er ikke typen, der giver op let. Jeg læser bøger. Jeg lytter til podcasts. Jeg prøver at løse ting selv, før jeg beder om hjælp.
Så det første år gjorde jeg alt, hvad jeg kunne komme i tanke om. Måske kan du genkende nogle af disse:
- Trænede fire gange om ugen i tre måneder. Følte mig stadig tom.
- Spiste sukkerfrit, mere protein, mindre alkohol. Kroppen fik det bedre. Hovedet det samme.
- Gik i terapi hver anden uge i fire måneder. Hjælpede mig med at forstå mig selv. Ikke med at få det bedre.
- Min læge ville udskrive antidepressiv medicin. Jeg sagde nej tak.
- Meditation, dagbog, kolde bade. Alt sammen i to uger. Så glemte jeg dem.
Intet af det var forkert. Intet var nytteløst. Men intet fik livet til at føles rigtigt igen.
Og det er det værste. Når du gør alt rigtigt, og det stadig ikke hjælper. Når du begynder at tænke, at problemet måske er dig.
Jeg begyndte at acceptere, at det måske bare var sådan at blive 40. At glansen i livet bare forsvinder med årene. At man må lære at leve med det.
En ven sendte mig et link
En ven, som vidste, hvordan jeg havde det, sendte en besked en søndag aften. "Prøv det her. Det hjalp mig."
Linket førte til en side, der solgte gummies. Med svampe. Og noget, der hed Ashwagandha.
Min første tanke: "Svampe-godter skal fixe det her?"
Som om jeg ikke havde prøvet seriøse ting. Som om en glad bøtte med "naturligt" på etiketten kunne gøre det, terapi og fire træningspas om ugen ikke kunne.
Men min ven var ikke typen, der faldt for wellness-trends. Vedkommende havde også været dér, hvor jeg var. Og en måned føltes som en rimelig indsats for at bevise, at vedkommende tog fejl.
Så jeg bestilte.
Det første, der skete, var ingenting
Uge et: ingenting. Jeg tog to gummies om morgenen med kaffen. De smagte godt. Der skete intet.
Uge to: ingenting. Jeg begyndte at undre mig over, om det var spild af penge.
Uge tre: jeg stod i køkkenet en lørdagmorgen. Bryggede kaffe. Og opdagede pludselig, at jeg spillede musik fra min telefon. Jeg havde selv valgt at sætte en sang på. Uden at tænke. Uden at tvinge mig selv.
Det havde jeg ikke gjort i over et år. Det var første gang, jeg forstod, at der skete noget.
Det var ikke et dramatisk øjeblik. Ingen pludselig lykkefølelse. Ingen engle, der sang.
Bare en lille ro i maven, som ikke havde været der før. Som om nogen langsomt skruede lyden op igen.
Og hvis du har læst helt hertil, ved du, hvorfor det er så stort, når det sker.
Vejen tilbage, uge for uge
Jeg førte noter. Ikke fordi jeg er disciplineret. Men fordi jeg var bange for at miste det igen, hvis det viste sig at være indbildning.
Det her skrev jeg:
Hvad dette IKKE er
Jeg vil være tydelig om én ting: det her er ikke medicin. Det er ikke en behandling for depression. Hvis du er alvorligt deprimeret, så tal med en læge. Havde jeg været dér, havde jeg taget antidepressiv medicin uden tøven.
Det her er noget andet.
Det er til dig, der er næsten okay men ikke helt. Som har et liv, der ser godt ud på papiret, men ikke føles sådan længere. Som er blevet en blegere version af dig selv et sted på vejen og ikke ved, hvordan du finder tilbage.
Det, jeg mærkede, var ikke, at livet pludselig blev fantastisk. Det var, at jeg kunne genkende det.
Og det var alt, hvad jeg havde brug for for at begynde at bevæge mig fremad.
Jeg er ikke alene
Jeg havde gået rundt i en tåge i to år uden at vide, hvad jeg skulle kalde det. Efter seks uger med disse bemærkede jeg, at jeg faktisk glædede mig til små ting igen. Det er ikke en mirakelkur, men noget har lettet.
Var skeptisk over hele "naturlige adaptogener"-tingen. Prøvede det alligevel i en måned og så, hvad der skete. Noget indeni har stabiliseret sig, jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det bedre end det.
Efter min skilsmisse endte jeg i noget, jeg aldrig helt kunne sætte ord på. Ikke egentlig deprimeret, bare væk fra mig selv. Tre måneder senere begynder jeg at føle, at jeg findes igen.
Baggrundsstøjen i hovedet er blevet stille. Det mærkes mest om aftenen, når jeg faktisk kan sidde stille og bare være, uden at hjernen kører morgendagens liste i loop. Mere roligt, helt enkelt.
Prøv en måned. Se, hvad der sker.
Det her var den bedste beslutning, jeg har taget i flere år. Hvis du kan genkende dig selv i det, jeg har skrevet, bliver det måske også det for dig.
